Uniformen

Spejderuniformen har utroligt mange formål. Udover at vi syr de spejdermærker, som vi tager i løbet af vores spejderliv, på uniformen, fungerer den også som praktisk arbejdsskjorte og galladress. Spejderne skal altid være uniformeret ved flaghejsning og -nedtagning, og vi rejser også altid i uniform, når vi er på vej til og fra en lejr.

Grunden til, at spejderuniformen oprindeligt blev indført er, at én af grundidéerne i spejderbevægelsen er, at alle er ens uanset baggrund. For at slå dette fast besluttede spejderbevægelsens grundlægger Robert Baden-Powell, at alle skulle iføre sig ens uniform. KFUM-spejdernes uniform er grøn og hertil hører også et tørklæde, der for de fleste KFUM-spejderes vedkommende er bordeauxfarvet.

I Vedbæk-Nærum gruppe har tørklædet en gul kant. Da Vedbæk gruppe blev oprettet, var den banebrydende ved både at tillade drenge og piger at være spejdere. På det tidspunkt skulle piger ellers være KFUK-spejdere, og de havde gule tørklæder. Derfor valgte Vedbæk gruppe at hæfte en gul kant på KFUM-spejdernes tørklæde. Selvom det i dag er helt normalt, at piger og drenge er spejdere sammen i KFUM, har vores gruppe bibeholdt sit særpræg, der også gør det nemt at genkende Vedbæk-Nærum spejderne.

Tørklæde og uniform kan prøves/købes i Hytten.